Tag med tagpap holder længst med den rigtige pleje

Hvor tit er du oppe på dit tag? Ikke så ofte, vel? Når taget er lagt, er det de færreste, der tænker mere på det. Det er dog vigtigt at give sit tag et tjek et par gange om året.
For at forlænge tagets holdbarhed anbefales det normalt, at man undgår at opholde sig på taget. Vælg derfor helst en varm dag til at foretage tjekket. På en varm dag er gummiet blødt i tagpappet, så du mindsker risikoen for at lave revner, når du går henover taget. Og samtidig er taget tørt, hvilket også er nødvendigt for at foretage reparationer og lignende.
Start med at børste taget rent med en hård børste. Gå derefter taget systematisk igennem. Vær især omhyggelig på flade tage, hvor der er risiko for vandansamlinger. Kig efter huller, sprækker, udtørret tagpap og bobler. Huller og sprækker fyldes med en tætningsmasse speciel til tagpap. Dette kan du finde i dit lokale byggecenter. Bobler skæres først op med en kraftig hobbykniv, inden de også skal have en omgang tætningsmasse. Områder med udtørret pap skal repareres grundigt, for at undgå at materialet sprækker senere. Påfør først tagprimer på hele området. Når det er tørret helt op, skal der lægges tagasfalt på taget. Dette kan også købes i dit lokale byggemarked. Kan du ikke finde det her, kan du også købe det i webshops på nettet.
Gå ikke på områder, som du lige har repareret. Selvom områderne måske er tørre, skal de også hærde, før de er stærke nok til sådan en belastning. Hærdning kan tage op til et par måneder.